lørdag den 25. februar 2012

Ph.D. afhandling - Jod i Tang fra Havet

Nærværende afhandling er et resultat af 8 års intense studier af, hvordan man tackler at have tang med i hverdagsmaden, uden at få så meget jod at det bliver skadeligt.

Undervejs har jeg fået hjælp fra Universitetsuddannede forskere, men pensum og uddannelsesforløb har jeg stået for som selvstuderende i kunsten at være i live/opretholde grundreglen, det er godt at få noget af alting.

Man skal kende et stof så grundigt, at man behersker reglen om feltet der ligger imellem anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag. Inden for dette rum er et stof gavnligt.
Ved indtag under minimum er det skadeligt, hvilket det også kan være ved indtagelse
højere end det maksimum, man tåler. Spørgsmålet er:
Hvad en den gyldne mellemvej med hensyn til jod i tang?

Jeg vil til enhver tid forsvare offenligt, hvad jeg i dette dokument har nedfældet.
Om jeg derved vil kunne tilkendes en licentiatgrad skal blive interessant at notere.

Udgangspunktet for mine eksperimenter var i 2004 at anskaffe værket af Hanne Kirstein
Tang - en gave fra havet.
Jeg synes, der var særdeles interessante perspektiver ved at have tang med i maden af helbredsmæssig karakter.
Jeg synes også, der var pænt mange forbehold jeg kendte til for, hvorfor det ingen god ide er at have tang med i hverdagsmaden. Den vigtigste af dem er, man derved risikerer at få mere jod end man tåler og at man derfor udvikler hormonelle forstyrrelser, lige som man udvikler hormonelle forstyrrelser, når man får for lidt jod.

I Folkemindesamlingerne er der eksempler på personer gennem 60'erne og 70'erne, der har udviklet hormonel lidelse ved at indtage kapselprodukter indeholdende dybhavstangen Kelp.
De videnskabeligt beskrevne tilfælde, udsendt som internationale advarsler, drejer sig i alle tilfælde om japansk Kombu. Der har f.eks. været en sag om Kombu tilsat til soyamælk, hvor jodindholdet var så højt, der blandt vesterlændinge har været eksempler på, det gav anledning til lidelse.

Jeg startede med at undersøge hvad der dengang fandtes af viden i Danmark om emnet.
Overalt stødte jeg på en antagelse om, man maximalt bør indtage 150 mikrogram jod i døgnet, hvilket mange mennesker allerede får på anden måde i kosten. Fra drikkevandet f.eks. men også fra flere andre småkilder.

Jeg skrev en mail til den japanske ambassade med en forespørgsel om hvor meget jod der er i det tang, der importeres til Danmark fra Japan og hvor de øvre grænser går, for hvor meget jod en vesterlænding som jeg kan tåle. Jeg fik det svar, at man henviste mig til min egen læge for at få råd.
Hmmm... Tænkte jeg. Det bliver jeg nok ik' ret meget klogere af, da der i almindelighed anbefales et jodoptag på max. 150 mikrogram pr. døgn.

Jeg søgte vejledning i Fødevaredatabanken, hvor i vi i princippet kan få alle nødvendige oplysninger om indholdet af de fødevarer vi bruger:
http://www.foodcomp.dk/v7/fvdb_namesearchres.asp
Selv nu 8 år efter er der kun omtalt 2 tangarter. Agar og japansk Kombu. Det er oplyst, der er 360 mikrogram jod i et gram Agar og at der ligeledes er 360 mikrogram jod i et gram Kombu. At tallet er det samme virker upålideligt. Hvor er iøvrigt tallene for Wakame, Arame, Hijiki, Søl og for de danske arter som Blæretang, Fingertang, Sukkertang, osv. ? Jeg synes det er ringe DTU Fødevareinstituttet har gjort så lidt ud af denne side af fødevaresagen.

Jeg opgav at blive klog på temaet inden for Rigets grænser. Søgte ud i den store verden, hvilket jeg brugte særdeles mange timer på. Til sidst lykkedes det mig at få øje på en amerikansk organisation af læger, der interesserer sig i særdeleshed for skjoldbruskkirtlen. Organisationen hedder Thyroid. Jeg kunne se, de har en publikation hvor jodindholdet i seaweed er særdeles grundigt belyst. Min daværende underbo Doctor Roy Sellers fra Syddansk Universitet var så venlig at få printet dokumentet ud til mig, hvilket man skal have en akademisk grad for at kunne gøre.
Her har jeg uploadet dokumentet til min hjemmeside:
http://tang-thorkil.dk/jodindholdiseaweed.pdf
På tidspunktet, sommeren 2007, hvor jeg fik dokumentet i hænde var jeg særdeles vild med at tygge en tangart til morgenmad, jeg havde importeret fra Mendocino Sea Vegetable Company i Californien, kaldet SeaPalm med det poetiske, latinske navn Postelsia palmaeformis. Det smagte aldeles pragtfuldt. Jeg kunne læse i dokumentet, at japanerne i gennemsnit indtager omkring 10 gram tang dagligt, målt i tørvægt og at de på den måde får helt op til 20.000 mikrogram jod uden i almindelighed at tage skade af det. Jeg kunne også læse, at der i mit elskede SeaPalm er 900 mikrogram jod pr. gram tang.
Nå. kan en japaner tåle alt det, så kan jeg vel også, tænkte jeg.
Gennem 18 måneder konsumerede jeg 4,3 kg Seapalm, svarende til 7,8 gram pr. dag, givende i gennemsnit 7.062 mikrogram jod pr. dag.
Meget kort fortalt, jeg fik en hormonel lidelse, sandsynligvis vis på grund af det for en vesterlænding meget høje jodoptag. Mine binyrer holdt op med at producere binyrebarkhormon med det resultat, jeg fik nogle betændelsesagtige, meget generende hudlidelser i ansigtet. Jeg er kommet mig over det igen, men har stadigvæk en smule neurodermatitis på det højre skinneben at tage vare på, hvilket lader sig gøre med lipidstyrkende cremer uden cortisonindhold. (Jeg var dog nødsaget til i en vis periode at ty til en lægeordineret cream indeholdende mindst muligt cortison, - der var ik' andet der virkede godt nok :-))
Tang havde jeg dog ingen trang til at undvære, da der er så mange helbredsmæssige fordele ved at ha' det med i maden men jeg reducerede mængden af det ganske betragteligt og holdt op med at spise det for sig selv, altså sammen med et eller andet anden mad.

I august 2010 var jeg så heldig at komme til at lære hovedforfatteren til Thyroids joddokument at kende. Det var til Professor Ole G. Mouritsens Internationale Tangkonference i Carlsberg Akademiet. Uden at kende hende lykkedes det mig at få mig placeret på stolen lige til højre for den amerikanske AIDS- og kræftforsker Jane Teas. Det er der kommet et aktivt samarbejde ud af.
Bl.a. følgende tabel, der i mindre format indgår i dokumentet:
http://tang-thorkil.dk/jodvejledning.pdf
Tabellen indikerer, at det øvre tolererbare jodindtag for en vesterlænding pr. døgn fra tang er 1.000 mikrogram og at dette kan lade sig gøre, såfremt man afholder sig fra at bruge de allermest jodholdige tangarter, såsom japansk Kombu, amerikansk Seapalm, japansk Hijiki og japansk Arame. Personligt bruger jeg helst tangarter, der er så lidt jodholdige som muligt, velvidende jeg alligevel får nok også af jod.

Der er andre forskere der arbejder med temaet for min afhandling.
Ph.D. Morten Georg Jensen fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har følgende opfattelse:
Efter som tang er naturens suverænt mest jodholdige produkt, er det jo indlysende, man bør afholde sig fra at bruge tang i sin kost, da man derved uvægerligt risikerer at få overdosis af jod.
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_jod.aspx
Han er også bagmanden for den udbredte tese, det er det bedste at gravide og ammende afholder sig fra at have noget med tang at gøre:
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_gravid.aspx

Instinktivt havde jeg en fornemmelse af, 150 mikrogram måske er lige lidt mere i underkanten end godt er.
Der var en historie i 90'erne. Det var WHO der havde været på bane for at fortælle, der er ganske alvorligt mange eksempler på folkelidelser, der allesammen er begrundet i at skjoldbruskkirtlen bliver underforsynet med jod.

Det besynderlige er, samtlige af de 17 lidelsestilstande WHO beskriver findes i fuld flor i Danmark den dag i dag, bare i eskaleret tilstand, hvilket Myzødem f.eks. er inde i.
Danske læger synes at have været tænkende, de da vist nok lige overdriver en hel del de der WHO-nogen. De besluttede sig for kun at anskue temaet ud fra en skjoldbruskkirtel der er forstørret, pga. for lidt jod i kosten. Det viste sig at være tilfældet i nordjylland, hvorfor københavnerne fortsat følte sig trygge.
Vi fik fra år 2.000 ganske lidt syntetisk fremstillet jod tilsat det kogesalt, vi i ret mange andre henseender anbefales at bruge væsenligt mindre af.

Der efter blev det en udbredt anerkendt opfattelse, vi får det jod vi har brug for.

Når man nærstuderer de 17 alment forekommende lidelsestilstande er det faktisk ret uhyggeligt at tænke på, de højeste lægelige autoriteter i dette land hid til har tænkt på dem som autoimmune lidelser vi ingenting kender til og kan gøre noget ved.
Aborter. Dødfødte. Medfødte misdannelser. Øget perinatal mortalitet. Neurologisk kretinisme: underudviklet psyke, døvhed, spastiske lammelser og skelen. Dværgvækst. Psykomotoriske fejl.
Hypothyroidism har været en proces lang at oversætte. Det er blevet udlagt som en overaktiv skjoldbruskkirtel fordi ha' fået for meget tang. Det er der bare ingen eksempler rigtigt på i indberetningerne om lidelse. Derimod er der helt overvældende mange eksempler på, at det hypo som skjoldbruskkirtlen, specielt hos kvinder, er ude i, er, at kirtlen går i dvale pga. for lidt jodtilførsel, hvilket efterlader kvinden i en særdeles provokerende situation for sig selv og hendes omgivelser, underforsynet som hun er med de nødvendige hormoner for alting.

Der er særligt ét dokument, jeg henholder mig til,
Jane Teas har været så venlig at give mig indsigt i:
http://www.fao.org/DOCREP/004/Y2809E/y2809e0i.htm
Det er fra en MEGA Workshop FAO og WHO afholdt i 2001. Som pdf-fil er det et flere hundrede sider langt skrift, der omhandler anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag af samtlige mineraler og vitaminer.

Personligt finder jeg tabel 38 særdeles anvendelig, når det kommer til at udmåle, hvad hver eneste samfundsborger bør tildeles af jod hvert eneste døgn. Det er smukt det er sat op til for tidligt fødte spædbørn, spædbørn 0-6 måneder, spædbørn 7-12 måneder, børn 1-6 år, skolebørn 7-12 år, unge og vosksne 12 + år og gravide/ammende og at det er mikrogram jod pr. kilo kropsvægt der tæller.
Ud fra tabellen kan man beregne det bedste jodoptag til hver eneste individuel i riget :-) hvilket jeg anbefaler man gør ;-)

Det anbefalede optag ligger væsentligt over 150 mikrogram i døgnet i alle henseender, men så langt som 99% neden under det jodoptag, gennemsnitsjapanere tåler i dagligt indtag. Inden for spillerummet af denne ene % ik' alene tåler vi jod helt op til over 2.000 mikrogram, men har også ganske god brug for at få det tilført.
Dette er tang det bedste til at gøre. Det er f.eks. nok ingen god ide, bare at stoppe noget mere syntetisk fremstillet jod til det kogesalt, vi alligevel frarådes at gøre ret meget brug af.

Så er det jo hyggeligt Jane Teas lige her for nyligt har sendt mig et link til at se, der er engelske universiteter der pønser på at erstatte natriumklorid husholdningssalt, der godt nok er dømt ret langt ude som sundhedsfarligt/givende for højt blodtryk selv om man nyder det, med et kaliumsalt med meget lidt natrium i, bestående af tørret pulveriseret Fucus serratus = Gammelkendt dansk Savtang:
http://www.telegraph.co.uk/education/universityeducation/8831727/Ten-life-changing-ideas-under-research-at-UK-universities.html?image=4

tirsdag den 21. februar 2012

Dagens ret: Dobbelt spejlæg med klørtang


Den eneste variation til dagens ret fra i går er sådan set, der er brugt af forårets første spæde urter.
Det grønne er spirer af hvidløg og spirer af rødløg fra løg stående i nordvendt vindueskarm.
Det orange er tørret, pulveriseret Havtorn.
Ellers er konceptet som de foregående dage :-)
Retten er spist som min brunch og jeg forventer den mætter mig ind til aftensmad kl. 19
samt leverer den fornødne energi til mit fysisk krævende arbejde.
Jeg forventer også ingen trang til søde sager at ha'/
et stabilt blodsukker :-)

Vi hár eksakte oplysninger om jod i dansk tang

Jeg skrev det her indlæg i Google + 1 i dag:
https://plus.google.com/u/0/116444972314790300169/posts/KxpyxQGACAV#116444972314790300169/posts/KxpyxQGACAV
Ved nærmere eftertanke står det klart, vi faktisk hár eksakte oplysninger om jodindhold af dansk klørtang. Navnet er en meget nær beslægtet fætter af blæretang inden for Fucus familien der består af to fætre og to kusiner, der vokser sammen på det meget lave vand, hvor jodindholdet i havet er mindst. Blæretang, klørtang, savtang og lav klørtang.
I Lise Nerstings PowerPoint Præsentation "Erfaring med produktudvikling med tang" er der et slide hvoraf det fremgår, der i 3 gram tørret blæretang er mellem 900 og 1.800 mikrogram jod, sikkert efter høsttidspunkt på året.
Jeg viser her en af mine gængse opskrifter, hvori der indgår 2 gram af det tørrede tang, altså med et indhold på mellem 600 og 1.200 mikrogram jod. Det var rigeligt tang nok til dén dag. Jeg har endnu den gode smag det gav til måltidet i munden, når jeg smager efter :-)

Jeg har her et billede af tangen i lagret, tørret tilstand før det bliver ristet:


Sådan her ser det ud efter at være blevet ristet på god brødrister i 3 minutter:


Her er det klar til at blive kværnet til pulver i stenmorteren:



Jeg har så også fremstillet en lille video i YouTube
der viser hvordan jeg kværner tangen til fint pulver:

Det til pulver kværnede klørtang kunne ha' været
brugt til hvad som helst.
I en salatdressing, i en sovs, i en smoothie
eller hvad man nu ellers ku' ha' fundet på.
Jeg brugte det til at lave mig en rugbrødsmad, jeg godt ka li'
smurt med fedt, belagt med velsmagende ost
og derpå anrettet et dobbelt spejlæg med
tangen drysset ud over sammen med havsalt, blandingspeber
og syltede ramsløgskapers.
Det smagte særdeles pragtfuldt
mættede det meste af dagen
og gav en rigtig god arbejdsenergi
af vedvarende karakter.


Jeg vejer 61 kg ret permanent.
Som sådan tåler jeg op til
1.830 mikrogram jod
om dagen,
jævnfør dokumentet
fra FAO og WHO jeg omtalte
på Google + 1 i dag :-)
Da går denne opskrift godt nok án,
taget den smule jod i betragtning
jeg i øvrigt har fået fra andre
kilder ;-)


søndag den 19. februar 2012

Tangs fordærvelighed/holdbarhed



I august 2007 holdt vi familieferie på Ærø i et lejet sommerhus. Jeg muntrede mig med at samle tang på stranden, der endnu sad fast på deres sten. Hensigten var at tørre tangen og tage det med hjem for at bruge det som gødning i haven. Det meste af det blev komposteret til muld i vinteren 2007-8, gravet ned i jorden. For sjov skyld valgte jeg at hænge den røde savtang op i haven, der ses t.h. på billedet. Jeg synes det ku' vær' interessant at se, hvor længe den kunne hænge der uden at gå i fordærv.

Det højst besynderlige er, denne tangvækst hænger den dag i haven endnu, fuldkommen intakt.



Den er blevet lidt mindre. Noget af det har revet sig løs i storm og er faldet på jorden, hvor det kommer i kontakt med mikroorganismer, der kan konsumere det. Resten af væksten er fikseret med ståltråd for at fastholde det oppe i luften. Luftbårne mikroorganismer så som skimmel har ej en chance på det, formentlig pga. unikt stærke antioxydanter, antivirale og antibakterielle stoffer.

Jeg har ingen planer om at bruge den i maden. Er også udemærket klar over, der lugter ubehageligt på en strand, hvor der er smidt meget tang op af bølgerne i storm. Det må bare være noget andet end tangen, der udsender disse dunster. Tangen på billedet lugter ingenting af.

Det har hængt samme sted i 4½ år nu. Det er knastørt når luften er tør. I fugtigt vejr suger det fugt til sig, svulmer op og bliver blødt og bøjeligt. Det synes at kunne argumentere for, tang er selvkonserverende, med en ubegribeligt lang holdbarhed.

Det skal være min påstand at enhver kan gøre eksperimentet efter og nå frem til det samme resultat :-)

fredag den 17. februar 2012

Der var engang vi holdt op med at bruge tang i maden



Der var engang vi havde haft tang med i maden gennem 9.000 år siden iskappen smeltede og gjorde Danmark frit. Det ophørte for nu mere end 1.000 år siden. Hvordan kan det dog være?

I folkemindesamlingerne er det oplyst, tang dengang blev til fattigmandskost.
Derefterdags i nu tusind år var det blandt bedsteborgere meget mere moderne at have hvid brød med i morgenmaden som en slags hellig nadver, gerne med korn fra Italien, i stedet for at opretholde det urgamle, hedenske bud om bar' en lil' bit' smul' tang med i morgenmaden og dagens andet måltid.

Fattigmandskost lyder som noget ulækkert, nogen kun forfalder til at spise ud i yderste armod, hvor der absolut ej er andet at komme efter :-)

Jeg har haft min helt egen, private teori om hvordan denne sociologiske forvandlingsproces meget vel kan tænkes at ha' fundet sted. Onsdag den 8. februar til konference hos Teknologisk Institut bekræftigede Dronneligt Benådet Professor Ole G. Mouritsen min teori. Jeg stillede ham spørgsmålet:
Hvordan kan det være, vi holdt op med at ha' tang med i maden, dengang vi gjorde det?

Ole svarede, udlagt med mine egne ord: "Tjah... I overgangen fra den ene religion til den anden sker det nogle gange, at kostvanerne ændres, således at ting man i den tidligere skik og brug betragtede som værdifulde bliver dømt ude".

Hmmm... Skift fra hvilken religion til en anden? (De unge mennesker ved ingenting om det i dag, antropologisk, sociologisk, kulturelt og historisk set :-))

Let's go up in the helicopter from where things are clearly seen!

If One take a historical check of what the Catholic Church have done in the years from Christ being a thousandth of years old and the next five hundred years, One will find the Catholic Church with its Imperialistic behaviours was indeed certainly cruel to the leaders of the Native religions, who had survived well for milleniums until the catholic munks came around for "friendly visit".

Think about the Natives of Australia, the Aborigians. Think about the Natives of America, both south and north. Think about the very well organised Viking community we had up here in the north of Scandinavia, doing peaceful trade with fellowmen and women.
Anywhere the Catholic munks have practised to change culturel behaviours they've used extreme brutal torture and being burned to death afterwards. Up here in the north for five hundred years from the year 1,000 people were being treathent like this for one of the only reasons they had been caught in the act, having seaweed with them in the breakfast and no white bread. Other reasons were having used other of the wild herbs in the dayli meal. Things that today are adviced to eat by the Council of Nordic Ministers.

Some year ago the Pope at that time for the Vatican expressed his most painful sorrow and grief for what his church did at that time, way back in history. Public at TV. Right up in my face.

Do I want revange for what was done to my personal at that time, being keen on upholding the tradition for seaweed to be used still in the food?

No. They are taking very good care of this themselves in many ways I do not need to describe since its better than well known.

I'm just happy seaweed again is at the daily table of consciousness of what we need to eat daily, twice, to be insane and fit for life, though being elderly.


onsdag den 15. februar 2012

Hvordan ville det være at kunne købe kødpølse i ethvert supermarked med ganske lidt tang i?



Billedet forestiller skinkepålæg hvor der er arbejdet Vingetang ind i kødet mens det er forarbejdet til pålæg. I mine øjne er det stor kunst. Det er måske bare fordi jeg er så sulten efter at tangen bliver almindelig igen på de danske spiseborde, som det var engang, der er en historie, der fortæller blandt folkemindesamlingerne. Nu har jeg fået historien bekræftiget autoriativt...

Der er her en udemærket link hvor man kan læse yderligere om det:
https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/HvordanVilleDetVReHvisManKunneGaTilSitSupermarkedOgKBeKDpalGMedLidtTangI#

fredag den 10. februar 2012

Susan Holdt holder foredrag om Tang



Susan Løvstad Holdt er leder af det danske Tangnetværk. Onsdag den 8. holdt hun foredrag på konference ved Teknologisk Institut i Århus. Jeg havde hendes tilladelse til at filme hende og uploade til YouTube. Der er mange interessante nyheder i foredraget. Ole G. Mouritsen kommer også med en meget god nyhed vedrørende kainsyre i Søl tang.

Foredraget kan ses lige her:
http://www.youtube.com/watch?v=kFANqPcszKM&feature=g-upl&context=G2fb178aAUAAAAAAAAAA


torsdag den 9. februar 2012

Hvor mange af livets store regnestykker skal omgøres pga. havets grønne guld?



Det er vist Claus Meyer der på hans blog har døbt Tang til at være Havets Grønne Guld. Jeg har ingen andre steder set denne betegnelse for gaven fra havet. Samvirkes artikel om alle de tankevækkende fordele ved det grønne havguld er nu mere direkte tilgængelig på deres website:

http://samvirke.dk/miljoe/artikler/tang-kan-braendstof-broedfoede-sultne-faa-tykke-tabe.html

Nu er det jo naturligvis ikke mig der skal udregne de årlige CO2-kvoter, for hvor meget hvert enkelt land kan tillade sig at lukke ud af kuldioxid til atmosfæren :-) Mon de der sidder med opgaven tænker på, hvor meget af dette kulstof der årligt opsuges af den samlede sum af tang i verdenshavet, j.fr. artiklen i Samvirke? Næppe... Mit ærinde er et andet end at CO2-kvoterne så kan sættes tilsvarende i vejret. Mit ærinde er: Tangen giver anledning til at være knapt så bekymret over de meget store udledninger af CO2 ;-)

Der er også nogen der frygter at dø pga. iltmangel i anledning af inddragelsen af skovarealer til dyrkning af afgrøder. Nu er det hardcore dokumenteret, det er Tangen i verdenshavet, der står for 80% af produktionen af ilten i atmosfæren. Selv om samtlige regnskove blev fældet, - hvilket de jo nok ik' gør', - vil alle levende væsner på planeten fortsat kunne ånde frit. Hmmm... God næring af velvære.

Det er ik' helt unormalt at blive urolig ved tanken om, der efterhånden er så mange mennesker og husdyr på planeten, det måske kunne føre til optøjer pga. sult. Der findes imidlertid ingenting der mætter så fuldkomment som tang. Milliarder af mennesker i verden gør allerede rigtig god gavn af det også for deres sundheds skyld. Det kan vi også gøre ved hjælp af tang i vort eget farvand. Det er allerede sat i værk at dyrke det i stor målestok på liner i havet og at høste bæredygtigt af det vilde tang, der har en prima kvalitet som ingrediens i hverdagskosten. Det er også allerede ude i handel.

Samvirkes artikel gør ret i at påpege, vi har en parellel verden af ressourcer i havet, vi har al mulig god grund til at komme efter. Frygten for hvad der kan komme ud af en sultende verdensbefolkning er måske nærmere en illusion, der har andre gode begrundelser end realiteternes verden ;-) ?

Sidst men slet ikke mindst er artiklen en rigtig flot gennemgang af det overflødighedshorn for vores sundhed tanguniverset rummer. Det sættes helt på plads, det er tang der er producenten af de vigtigste af omega 3 olierne, EPA og DHA, vores centralnervesystem kollektivt set lider betragteligt af at være underernæret med. Professor Ole G. Mouritsen har utvivlsomt ret i, de 1½ million mennesker her i landet med invaliderende, psykiske lidelser, aldrig ville ha' haft disse lidelser, hvad så end de hver for sig hedder, såfremt vi som mennesker havde opretholdt traditionen for at ha' tang med i hverdagsmaden, der i århundreder er blevet ringeagtet som fattigmandskost.
Salige må de fattige ha' været, der blev ved med at overholde stenaldermenneskenes og vikingernes tradition for tang med i maden :-)

Kvinden på billedet med velgørende tangmaske er Barbara Stephens Lewallen, tanghøster og forhandler fra Californien, medindehaver af Mendocino Sea Vegetable Company seaweed.net
Hun og hendes mand John Lewallen lod sig i 1980 inspirere af de nordamerikanske indianerstammer, der aldrig nogen sinde er hørt op med at høste tang til deres eget årsforbrug.

John og Barbara har skabt et kæmpe marked i USA og for så vidt også resten af verden, for tang. I øvrigt har de uddannet talrige familier, der også har en betragteligt indkomst ved at høste tangen, forarbejde den til salg og sælge den via internettet og postvæsnet...

tirsdag den 7. februar 2012

Dagens ret med Fingertang


Det er en rundtnom rugbrød med mange hele, bløde kærner, smurt med fedt, anrettet med en velsmagende fed ost. Det dobbelte spejlæg er stegt i rapsolie, drysset med lidt tørret, ristet og let håndknust Fingertang og et kryddersalt. Til sidst er der anrettet 4 stykker gammeldags modnede kryddersild, flager af syltet ingefær, et stort hvidløgsfed i store stykker. Endnu mere håndknust, ristet Fingertang er tilsat og som tilbehør er der anrettet et stykke af det tørrede, ristede Fingertang.

Hvorfor der popper blærer op i Fingertangen når den ristes skal jeg ik' ku' si'e. Jeg ved bare det er en særdeles velsmagende, meget sprød chips at tygge i :-)

lørdag den 4. februar 2012

Kommentar til bogen Ny Nordisk Hverdagsmad



Optimal udvikling, Trivsel og Sundhed ved hjælp af maden vi spiser i dagligdagen er et rigtigt godt tiltag til almen fremme af folkesundheden. Jeg har spændt ventet på den kogebog, der skulle komme ud af aktiviteterne i Idégryden. Måske fordi jeg selv har været nok mildest talt aktiv på webstedet. Jeg har drømt at nogle af mine egne opskrifter skulle komme med. Det er de ik'. Er jeg så skuffet? Næh...
Ny Nordisk Hverdagsmad er en smuk, lille bog med indbydende fotografier og papiret dufter dejligt når man bladrer i den. 
Endelig får jeg svar på det spørgsmål jeg for 11 måneder siden stillede kokken Jonas Astrup, vedrørende hans opskrift med rugbrødsmadder hvor der er en tilhørende tangpesto. I den trykte kogebog kan man nu læse forslaget til at lave denne pesto. Det er så også den eneste opskrift ud af 60 der er i bogen, hvor der er tang med i maden. Hmmm... Og så er der oven i købet ikke mindre end 100 gram tang med i opskriften hvilket er voldsomt meget.
På side 49 står der: "Hvis vi havde større viden om tang arter og tilberedning, ville vi have en kilde til både sund og velsmagende mad". Der opfordres også til at høste det selv, hvilket jeg naturligvis kun kan billige.
Jeg undrer mig over der står hvis vi havde. Øh. Har vi ik' det? Jeg har detaljeret beskrevet de forskellige arter af tang der er mest brugt i madlavningen + givet særdeles mange opskrifter på at bruge dem i samtlige kategorier af madlavning. Det er faktisk en kogebog i sig selv med tilhørende tips og tricks jeg sideløbende har udgivet som pdf-fil til gratis download. Når man ser på hvor meget af trafikken mine opskrifter genererer i Idégryden er det til at få øje på der er en ganske overvældende interesse for den side af Ny Nordisk Hverdagsmad der hedder, at der også er tang med i den. Inspirationen fra mine opskrifter bliver brugt, ved jeg.
I indledningen af bogen skriver Arne Astrup: "Hvis vi bare tager sundheden, så lever færre end 5% af befolkningen efter kostrådene. En voksende del af vores børn er svært overvægtige og forekomsten af type 2-diabetes er eksploderet på grund af forkert kost. Der er ingen tvivl om, at vi står på en brændende platform". Nej. Den almene folkesundhed har aldrig været dårligere end den er i dag. Det er en hel tsunami af forringet livskvalitet når man også tager flodbølgen af psykiske lidelser i betragtning.
Naturligvis er hjemmelavet mad af gode, nordiske råvarer sundere end nærings fattigt fastfood. Men faktisk er al hjemmelavet mad optimalt sundhedsfremmende, bare der er en lille bitte smule tang med, der i nogle tilfælde end ej er at smage, mens det i andre tilfælde ligefrem virker smags forbedrende på de gode råvarer. Det kunne kogebogen godt have fortalt, men det gør den ikke. Jeg har dokumenteret det mere end grundigt i Idégryden, men det er overhørt og blot afvist med en meget tvivlsom kommentar om, vi får nok jod som det er og derfor bør afholde os fra tang som daglig ingrediens da det er så jodholdigt som det er.
Der er et eller andet underligt, meget mærkværdigt ved Københavns Universitet repræsenteret ved Arne Astrup. I det oprindelige manifest står der, der ingen er, der bruger tang i hverdagsmaden og at der ingen er der høster det længere. Oh my! Hvor ignorant kan man være? 
Helt ærligt :-) Så fremsætter man samtidigt, bakket op af selveste Nordisk Ministerråd, anbefaling om, der er mindst 5 gram i vådvægt af tang med i maden til alle danskere dagligt. Har man i sine mere end 200 opskrifter fremvist i Idégryden tang med i mere end en ganske enkeltstående opskrift? Næh. Hvad er det lige de tænker der på Universitetet? Tangen ka' sku' da ik' være i hverdagsmaden så udførligt beskrevet, hvis ik' man gør noget ved det i gryden sin!

Bogen der er til salg i FDB's butikker er solgt i rigtig mange eksemplarer og jeg må skynde mig at sige, jeg da også er vild med naturens andre vilde urter end tang og hvad ellers der er af godt at diske op med inden for de nordiske råvarer, der har været udstødt til en underliggende subkultur af sydeuropæiske o.a. madstrømninger gennem århundreder siden vikingetiden, hvor ragnarok ødelagde det hele godt og grundigt :-( I det mindste nogle århundreder. Nu heler alting igen på bedste beskub efter Paven for den katolske kirke har angret sin brøde godt og grundigt. Åbenlyst op i vort ansigt en dag på TV for nu allerede flere år siden.

Jeg høster tang til familiens eget årsforbrug, er begyndt at handle med det også og gør meget ud af at undervise andre mennesker i at høste det til eget forbrug.

Er jeg så ingen eller bare nulevende i et parellelt univers? Faktum er jeg har uploadet så meget til Idégryden om at gøre disse ting, jeg fylder ganske kollossalt meget på sitet m.h.t. hvad de besøgende interesserer sig for at læse, om man tjekker statistikken ud i tags måleren over de mest populære indslag. Det var ik' li'e min mening jeg skulle fylde så meget i opmærksomheden :-)
Jeg ville bare gerne vise, traditionen for at ha' tangen med i maden er intakt levende den dag i dag, og at det altid har været en illusion, det var fraværende. Det er der tilsyneladende rigtigt mange der er enig med mig i.



God artikel i Samvirke om Tang som Havets grønne guld


Ordet TANG der fletter sig ind imellem en smuk vækst af Blomkålstang synes jeg bare er så sødt.
Der står også rigtig mange interessante ting i artiklen der er meget tankevækkende. Det er lige før man kan kalde artiklen en øjenåbner, men den er givet også tænkt som en sådan. Bl.a. skal hele CO2-regnskabet gøres om, da tang som helhed i verdenshavene opsuger særdeles meget af det CO2 der lukkes ud i atmosfæren. Der er sikkert mange andre regnestykker der med validitet kan regnes ud med helt andre resultater, om man også inddrager verdenshavets algerige. F.eks. den: Åh nej der er slet ikke mad nok på jorden til alle de mennesker, der bliver født. Jo det er der, hvis man bæredygtigt bruger havets tangressourcer i hverdagsmaden. Som jeg så ofte har påvist det er det forbavsende lidt tang der skal til som ingrediens før man opnår den fuldkomne mæthedsfølelse døgnet rundt.
Jeg har ik' tænkt mig at kommentere hele artiklen. Abonnenter på Samvirke kan selv læse den og hvem der ik' abonnerer kan læse den lige her:
http://samvirke.dk/magasin/2012/02.html
En ting jeg studser rigtig meget over efter at ha' læst artiklen er tanken om at tang kan dø lige som dyr o.a. levende skabninger. For mig er spørgsmålet: Er tang i stand til at dø? Vi kender endnu kun lidt til det parellelunivers af ressourcer, der faktisk har været på jordkloden meget længere tid end menneskeheden. Tang er den allerældste biologiske skabning vi har. Hmmm... Er det så udødeligt da?
Tjah... Tang formerer sig ved hjælp af sporer, der hæfter sig på sten o.a. materiale hvor fra det så udfolder sig med imponerende produktivitet og hastighed. Ældre såvel som unge vækster rives årligt løs i meget store mængder når det for alvor rusker i stormvejr. Artiklen hævder disse vækster er døde og synker til bunds i havet. Jo jo. Ganske meget af det kommer som bekendt ind på det lave vand, hvor man udemærket kan samle de unge vækster før de lander oppe på stranden.

Det er svært at svare på om tang er udødelig. Mine eksperimenter tyder på indtørret tang har en helt ubegribelig lang holdbarhedstid. En vækst af det vi har hængende i haven i det fri, nu på 5 år, nægter simpelthen at gå i fordærv. Når vejret er fugtigt suger den fugt til sig og svulmer op. Når vejret er tørt tørrer den ind og er knastør og hård. Sådan bliver det ved og ved og ved, et cetera ;-) Er det måske bare en dvaletilstand det befinder sig i, hvorfra det vågner, når der igen er vand at suge til sig?

Tangen på billedet herunder har hængt på sit klenodie under loftet i vores stue siden efteråret 2009. Uforgængeligt. Knastør og kulsort.


På det næste billede har jeg ladet den suge vand til sig i en lille times tid. Den blev dobbelt så stor i rumfang og tyngde ;-)


Det er også til at se, den er mørkegrøn i dén
tilstand. Nu er den tørret ind igen og er
blevet knaldsort.
Er det ik' bar' pudsigt?
Yes. Tangen var her også
i vikingetiden, hvor vi brugte
den flittigt i kosten vores :-)

fredag den 3. februar 2012

Purpurhindegél i Ny Nordisk Sushi



Purpurhinde er nøjagtigt det samme som de mørkegrønne Noriplader vi bruger til Sushi. Det er bare pæredansk, i dette tilfælde høstet til mig af Naturvejleder Anette Østenkær Svendsen fra Ebeltoft. På latin udtales det Pårphýra og det er da også papirtyndt. Jeg har lavet en gél ud af det bare ved at simrekoge det i 6 timer sammen med kogt vand, der netop dækkede det. Det er efter samme opskrift som man laver Laverbread i Wales i England, hvilken tradition man pudsigt nok har opretholdt lige siden Vikingetidens afslutning, hvor det her hjemme blev mere moderne for samfundets velhavende at spise hvid italiensk brød til morgenmad/breakfast. Alt imens bedsteborgerskabet gennem århundreder har rynket på næsen af Fattigmandskosten tang, har det i et parellel Univers overlevet i allerbedste velgående, blot ubemærket, omend der var en fortræffelig udsendelse om det for nylig en søndag aften på DR2. Min erfaring viser mig nu også efterhånden, der er ganske mange, gode danske borgere, der troligt har opretholdt traditionen for at ha' tangen med i hverdagsmaden, blot ej talt så meget om det offenligt. Jeg og min familie er på ingen måde de eneste, der med glæde træder videre i fodsporene af vores palæolitiske forfædre, m.h.t. at have Gaven fra Havet med som en lille, men meget betydningsfuld ingrediens i hverdagskosten. Man kan blot undre sig over, der endnu er lærde bedsteborgere, der betragter tang i maden som noget helt nyt at forholde sig til, det er meget vanskeligt at tilgå...


Hvad man ser på billedet er Laverbread som man den dag i dag kan købe det hjem på dåse fra Wales, hvor det er fremstillet. Jeg er vild med, der er et keltisk symbol på varen. Så kan det ej tydeligere siges, rødderne er intakte helt så langt historisk tilbage som vikingetiden. LOL ;-)


Hvad går opskriften så lige ud på? Basis er rugbrød med rigtigt mange hele, bløde kærner i stedet for importerede ris. Rugbrødet er smurt med svinefedt, der bidrager godt til den gode smag og er nødvendigt nu her i den nordiske vinterkulde. Oven på er anrettet en god fed vestjysk ost med rigtig meget god smag i uden at være GammelOle-agtigt. Så følger tynde flager af syltet ingefær, som man ofte får som tilbehør til Sushi. Det er godt nok importeret, men jeg har brug for det i dag, da jeg er sygemeldt med forkølelse og ingefær hjælper godt til at komme oven på igen ;-) Oven på ingefærren er min hjemmelavede Purpurhindegél anrettet. Det ligner måske jeg ved ik' hvad, men det smager af ingenting. Hvorfor så spise det? Ho Ho for en super god energi det giver til ens system, der har travlt med at blive rask i en fart ;-) Til allersidst er der anrettet syltede Ramsløgkapers, hjemmelavet sidste forsommer.
Tro det eller ej. Denne lille mad har nu mættet mig godt og grundigt hele dagen. Den bliver det eneste jeg fik inden aftensmaden og jeg har ingen trang overhovedet til usunde mellemmåltider såsom snold o.l. Det kan være det var derfor fattigfolk i gamle dage var så glade for tang. Det kán også være det på mange andre måder var en stor fordel for dem. Bedsteborgere kradser af på stribe for tiden, fuldkomment degenereret af at spise hvid brød til morgenmaden i stedet for at få deres lille smule tang med i maden. Der ud over er mange hundrede tusinder af os godt på vej ud over kanten af liv og død, fordi kroppen helt afsindigt mangler de sublime næringsstoffer der er i Grandmother Oceans bedste gave til os, tangen altid har været siden vi blev til Homo sapiens.


Det var det sidste af Purpurhindegélen jeg brugte i dag. Satte derfor madskålen i blød i køkkenvasken. Hvad jeg undrer mig rigtigt meget over er, at de små stykker af tangen stadig er intakte efter at have kogt så lang tid som 6 timer. Her er igen igen en ting, der virker ganske forundrende ved tang. Det er nærmest en konstant forundringsproces :-) Hva' så? Undring har det med at kaste ny go' viden af sig ;-) Eet eksperiment er mere værd end tusind ekspertantagelser, når det kommer til faktisk viden :-)

torsdag den 2. februar 2012

Der er ingen D-vitamin i Tang


I november var jeg til foredrag med Ole G. Mouritsen ved Folkeuniversitetet i Holstebro:
http://www.youtube.com/watch?v=b4jrrLNzt5w&feature=g-upl&context=G26e747bAUAAAAAAACAA
Det var en nyhed for mig, at der ingen D-vitamin er i tang, der jo ellers, sågar af jeg selv, er blevet omtalt flittigt som kilde til også samtlige vitaminer. Oles autoritet på feltet taget i betragtning ser jeg ingen grund til at bringe hans påstand i tvivl :-)
Det er meget muligt jeg har manglet D-vitamin. En af symptomerne på det skulle være muskelkramper, jeg med mellemrum har haft i underbenene. Det har undret mig en del jeg sku' ha' disse kramper, så integreret det er i min kost at ha' tang med/så sund jeg derfor burde være.
Hmmm... Jeg har gået og tygget på det. Torskelever får man jo ik' li'e spist hver dag og fed fisk ej heller.
For nylig læste jeg så en interessant artikel i Børsen. Det handlede om en ernæringsterapeut der rejser rundt i landet, holder foredrag om Levertran og deler smagsprøver ud af det. Hvad jeg studsede over er hans erfaring, de fleste mennesker oplever, det slet ik' smager så slemt som man ellers har forestillet sig. At man godt kan få det ned uden væmmelse.
Det måtte jeg jo selvfølgelig prøve af og har derfor købt mig noget. Pudsigt. Det smager på ingen måde som min erindring om det fra barndommen, hvor jeg bestemt havde mishag ved det. Måske var det harsk det olie dengang? Dette er på ingen måder harsk. Det er egentlig bare en olieagtig fornemmelse at få det i munden med en svag bismag af fiskeolie. Lige til at skylle ned :-) som led i morgenmåltidet.
Min krop reagerer godt på det. Energiniveauet er endda bedre. Det er for tidligt at sige, det har fjernet skinnebenskrampen, men i det mindste har jeg lige siden haft det lille morgenmåltid med dagligt hvor jeg ikke også på en eller anden måde har haft D-vitamin med :-)

Nu er der gået så lang tid med det, jeg med sikkerhed kan udtale: Yes. Ingen bagbenskramper længere!!!

Ho Ho sagde Julemanden efterfølgende den 09.12.2012. Det fjernede faktisk krampen bag på skinnebenene.

Smoothie med klørtang


Jeg har leveret klørtang til en kollega ved navn Maria Windt. Hun bruger det som ingrediens i smoothies, hun fremstiller til familien. Beretter tangen gør, smoothien mætter længere og at behovet for søde sager mellem måltiderne reduceres. Tangen kan man slet ikke smage, siger hun, men den er jo også mest med for sundhedens skyld.

Det er ellers ikke meget jeg gør i Smoothie opskrifter, men jeg havde lyst til at afprøve Marias idé.
Indholdet af glasset er
3,5 dl økologisk drikkeyoughurt med hindbær og solbær
80 gram frosne brombær og blåbær ½ af hver
4 gram tørret klørtang

Jeg lod ingredienserne stå i blenderen en lille ½ time for at temperere de frosne bær.
Klørtangen brækkede jeg til mindre stykker. Ved at stå og trække blødte det op
så det nemmere kunne blendes.

Det var et dejligt morgenmåltid, der ganske rigtigt mætter fuldgyldigt.
Jeg kan også mærke jeg får en god energi af det :-)

onsdag den 1. februar 2012

Mammen Øksen - Ringen sluttes.


Det sker ganske få gange i løbet af en mands levealder at han står med den særdeles ædle fornemmelse af, en ring af personlig, historisk betydning er blevet sluttet, - dvs. den er hél i stedet for at være brudt. Sådan en oplevelse havde jeg natten til fredag den 27. januar 2012, overnattende i enkeltværelset på Søgården i Lee hos gæstfrie Niels og Astrid.
Smykkerne på billedet er mine kære vikingesmykker, jeg bærer med stolthed over mine elskede forfædre. Den ornamenterede økse i midten er sådan set bare en jeg faldt over på Roskilde Vikingeskibsmuseum den 28.12.2011. Jeg måtte bare eje den, uanset pris. Ho ho. Den var ik' synderlig kostbar. Godt det samme ;-) Hvad kendte jeg til dens historie? Nada.
Så står jeg dér natten til den 27. januar og keder mig lidt. Det er totalt signaldødt område både for min Telenor smartphone og min Telenor USB-internetforbindelse på den bærbare. Hmmm... Hva' så at gør' å' griv i? Tjah... Ku' sgu' da f.eks. udforske brochurerne der hang der på væggen på gangen om hvad man kan nærstudere på egnen...
Så må det lige siges, jeg befandt mig ganske nær min barndoms eventyrland. Farfar og Farmors gård ved Hvorslev, hvor jeg opholdt mig ofte i løbet af min tidligste barndom. Vidste jeg dengang det geografiske område ligger lige i hjertet af en af Vikingetidens rigeste bopladser for mennesker? Næh. Far har måske nævnt det, men jeg har sikkert overhørt det, da han havde mere travlt med at fortælle om oldtid end jeg var parat til at lytte til dengang.
Gisp. Pludselig går det op for mig. Mammen Øksen jeg står med i kæden om min hals er fundet lige nøjagtigt her på egnen hvor jeg i dette øjeblik står. Den beskrives som en fornem høvdingeøkse. I hvert tilfælde er ornamenteringerne noget af et kunststykke. Udstillet er en tro kopi af den på
www.gudenaadalens-museum.dk hvor den også kan købes både i sølv og i bronze.
Jeg måtte bare sætte mig ned på den flade og sige waowwww... Den hellige fornemmelse er svær at beskrive med menneskeord. Det føltes som om at komme godt og grundigt hjem til sig selv med velbehag efter at have været borte langt væk meget længere end godt ret beset måske er.
Hmmm... Hvor var det lige ringen brast i stumper?
Farfar og Farmor døde i slutningen af 70'erne. Jeg regnede dem måske endda nok mere som forældre end mine egne, siden jeg var kommet længere ind på livet af dem. Jeg har sjældent grædt så intenst hulkende og længe som da jeg så Farfars afdøde legeme blive sænket ned i graven. Farmors begravelse kunne jeg ej være til stede ved da jeg var i Afghanistan.
Hvordan værdien af at kende disse to for mig kære kan føles hel igen, ved at bevidne Mammen Øksen, er det nok kun jeg selv der forstår.
Det er helt okay ;-)  

Purpurhindepasta a lá Noripasta lavet af dansk Porphýra tang.



Min kollega Knud Hansen og jeg har sådan set oprettet en Gourmetklub på vores fælles arbejdsplads. De to seneste gange kom han med Stillehavsøsters fra Vadehavet vort eget, han selv havde høstet ved egen kraft. De er godt nok invasive og ta'r uden skånsel næringen fra Blåmuslinger o.a. muslinger. Tjah... Måske er danske stillehavsøsters bedre at servere nu om dage end uddøende andre muslinger? Om ik' andet fordi de har så travlt med at gøre sig til? Den ene gang spiste vi dem rå. Jeg synes det var en smule grænseoverskridende med så rå en ting i munden :-( Knud slubrede det i sig med tydeligt udtryk af fornøjelse på hans ansigt :-)
Den anden gang kom Knud med danske StillehavsØsters der var voldsomt ristet i ovn ved højeste temperatur i levende tilstand, frisk om at være. Den meget hårde og særdeles skarpe overskal åbner sig op a lá sesam, sesam, luk dig ret gerne op, så jeg kan spise dit indhold. Det smagte væsenligt bedre.
Næste gang vil vi prøve dem friskhøstet, røget over ulmende gløder, givende røgsmag.

I dag var det min tur om at gøre gengæld. Jeg har haft en Ebeltoft entusiast til at høste en hel skålfuld af to samlede håndflader til mig af Purpurhinde/Nori/Porphýra tang, hvilket er en næsten større anstrengelse end at cykle England rundt som stenalderperson, hun dog gjorde, selv om vi sikkert begge er bleven forkølede af det kold i røven vi blev af at sidde og drikke kaffe og hygge os ude på de iskolde kampesten ved de fire vindmøller der er t.h. for Ebeltoft Færgehavn til Sjælland på den her tid om året, der dén dag hed lørdag 28. jan. 2012.

Den eneste inspiration jeg havde til at lave dansk Purpurhindepasta var Knuds beretning om på DR2 for søndag fjorten dage siden, at ha' iagtaget en englænder fremstille Laverbread af Wild Nori høstet ved Wales kyst og kogt ind hen over 6 timer. Hmmm... Hvordan gør man lige det? Jeg startede med ½ af Purpurhinderne i en grydebund på 1/3 blus med en lille bitte smule vand ved. Det brændte ret snart ganske let på, fortællende mig, det nok var bedre at overhælde tangen med kogende vand og lade det altsammen langsomt koge ind, tilsat mere kogende vand hver eneste gang tangen igen var ved at blive for tør. Skruede også efter en time ned til 1/6 blus. 
Altså holde rigtigt meget godt øje med i løbet af de 6 timer selv om laver meget andet under vejs ;-) Og ingen ting glemmes for godt :-)
Brændt helt af smager altid ad helvede til ;-) Hvad man kan se på billedet blev mit endelige resultat efter at have kølet et døgns tid. Anrettet oven på groft brød, Kærgården og fed ost i skiver.
Tangen smagte ej af så meget, men ifølge Knud bedre end Laverbread på dåse fra Wales, jeg har foræret ham for nylig. Og én ting gjorde det:

Jeg har endnu aldrig været så højt oppe at køre energimæssigt set, efter at ha' indtaget dette så at sige meget beskedne seneftermiddagsmåltid. Er du gal jeg har haft brøl på, særdeles selvbehersket.