Smage på vellagret Søl tang fra Grand Manan

På personligt lager har jeg Super Dulse

(=Søl tang) liggende nu på 4. år.

Det er købt hjem fra

seaweed.net

men er sådan set

ikke fra Californien.

John og Barbara opkøber

det ved høstfolk fra Grand Manan

beliggende på østkysten af Canada.

Jeg ville lige smage på kvaliteten af

det her til min morgenmad.

Jo jo, den er god,

men nu går der nok

et år, før jeg smager på

det igen ♥

Papkassen i baggrunden

er emballagen jeg fik

tangen leveret i.

Jeg synes det er sødt

at et af de ældste

internetfirmaer

i vesten der forhandler

spiselig tang, stadigvæk

sender en papkasse

med et håndtegnet motiv

♥

Forøvrigt er det en sød historie,
at de første hvide mennesker
der bosatte sig på østkysten
af Canada, lærte af indianerne
at plukke Søl tang, tørre det og
bruge det som mad til at leve godt
om vinteren. På den måde kom hvide
mennesker til at tage del i indianernes
årtusindlange tradition og gør det
såmænd stadigvæk den dag i dag
♥

Forårstegn: Spirende tanghvidløg

Den 9. december fremviste jeg, vores hvidløg

dyrket i tangkomposteret jord var

begyndt at spire.

Før jul satte jeg disse fire løg dybt

i denne meget store potte,

vi har stående i en vindueskarm

ude på gangen.

Nu er de kommet op af jorden

og står og minder om forårets komme

♥

De vil sikkert blive brugt som forårsløg,

når de er store nok.

Jorden er gødet med et

kommercielt produkt,

baseret på tang:

Om OSMO findes længere

ved jeg ikke, men det

kan man jo søge på

:-)

Brun tang forebygger brystkræft

Den amerikanske videnskabskvinde Jane Teas

fik i november 2012 udgivet en artikel med åben adgang

på Springerlink.com:

http://link.springer.com/article/10.1007%2Fs10811-012-9931-0?LI=true

For så vidt skal man være lægevidenskabeligt uddannet

for at få det fylde udbytte af artiklen. Det er jeg ikke, men

Jane sendte link til artiklen til mig umiddelbart efter dens

udgivelse. Jeg har tidligere skrevet artikler om hendes

videnskabelige forskning, på et sprog, det i almindelighed

er til at forstå.

Hvordan så bære sig ad med at udlægge teksten,

når man egentlig ikke forstår dokumentet

i sin fulde dybde? Jo. Essensen af det

er så lige ud ad landevejen at

forholde sig til, at selv

jeg kan finde ud

af det ♥

Jane har forsket i temaet i mere end 30 år nu.

I dokumentet redegør hun for forsøgsresultater

med en mindre gruppe amerikanske kvinder.

De fleste af dem er overlevere af brystkræft,

mens de færreste af dem aldrig har haft det.

Baggrunden for at bruge spiselig brun tang

i eksperimentet er en videnskabeligt dokumenteret

observation af, at selv kvinder i

Japan der ikke længere er menstruerende, 
har den laveste forekomst af brystkræft,

der findes i verden.

Det antages at dette har at gøre med livslang,

daglig indtagelse af brun tang i maden.

I forsøget med de amerikanske kvinder

har Jane og hendes team brugt brun tang

ved navn Undaria pinnatifida.

Populært hedder det i Japan

Wakame, under hvilket navn

det også sælges herhjemme.

Det er dog ikke tang fra Japan

der blev brugt, men noget tilsvarende

fra Patagonien i Sydamerika.

(Det er det tang leverandøren Soriano

står og holder frem på billedet)

At netop denne tang er udvalgt skyldes

det høje indhold af fucoidan,

 et sukkerstof talrige forskere har

observeret har en bemærkelsesværdig

god indflydelse på kroppens evne til at

hele sig selv.

Simon Bernard Ranger fra det engelske

Seagreens nævner noget tilsvarende om

de 3 arter af Fucus hans firma handler med.

Sukkerstoffets eksakte navn er fucose.

Simon oplyser, med behørigt belæg i forskning,

de brune tangarter der på latin alle hedder noget

med Fucus er særligt rige på fucoidan.

Fucusfamilien er også rigt repræsenteret i

vort eget farvand, men mig bekendt er der

endnu ingen danske forskere, der har dokumenteret

det eksakte indhold af fucose i vores eget tang.

Det kunne ellers være interessant.

I tangen i Janes eksperiment er det

i sporofyllerne, der er den højeste

koncentration af fucoidan.

Det er det sjove noget

der er at se lige

neden under

Sorianos

hånd.

Det er der hvor sporerne

til ny vækst bliver produceret.

Fra Japan forhandles det samme

under navnet Mekabu.

Søger man på Fucoidan

findes der allerede et hav

af produkter på markedet.

Alle i kapselform.

Jane anfører, det antageligt

er bedst at bruge tangen

i sin hele form i stedet for

som ekstrakter i kapselform.

Det er ud fra en hypotese om,

det virkningsfulde i tang

er en synergieffekt,

der rækker ud over summen

af de enkelte komponenter.

uPAR er et stof der i store

koncentrationer kan måles i blodet

hos kvinder efter overgangsalderen
og hos kvinder der har brystkræft.

For brystkræftpatienter bliver

det associeret med en ufordelagtig

prognose.

De målelige resultater af Janes

eksperiment viser en drastisk

reduktion af uPar efter ugers

indtagelse af kapsler med

blot tørrede, i stedet for ekstraheret,

pulveriserede sporofyller

af Undaria pinnatifida.

Det er sådan set hovedresultatet

af eksperimentet :-)

Vikingerne drev fredelig handel med USA's oprindelige befolkning

Hiroglyfferne man ser på billedet
der er fotograferet i det nordlige USA vækker dyb forundring ♥
Hvem har lavet dem for længe siden? Tilsyneladende kender ingen nytilkomne hvide mennesker svaret :-(

Jeg kommer ud af en familie der på faderlig side er ekspert i oldtiden, hvad angår vikingers og stenaldermenneskers efterladenskaber, der siger et eller andet om dem. 

I en mere sociologisk og etnologisk udforskning af samme emne er jeg stødt på, det er dokumenteret at vikingerne ud over at opholde sig i Det Grønne Land et stykke historisk tid også opholdt sig i Vinlandet i ret lang tid, hvor man havde lagt bådene op på land i skjul, mens man til hest og til fods vandrede det enorme kontinent igennem fra ende til anden. 

Just dén adfærd kendetegnede en viking. 

Altid på opdagelsesrejse på fremmed territorium for at lære nyt ♥

Jeg får billeder i hovedet, når jeg ser det her billede og ved vi har rødder i en forhistorie, der endnu findes rester af at bringe vidnesbyrd om. 
I billedet inden i mit hovede ser jeg vikinger i fredelig samtale med de oprindelige indbyggere i USA, om hvad der er værd at sætte pris på i tilværelsen man begge kender, af både dette og hint. 

Vikingerne rejste ej ud for at erobre og udplyndre. De rejste ud for at skaffe sig nye gode handelspartnere på lige fod, man kunne tale godt sammen med og gøre godt bytte med at ting, der havde ligeværdig værdi. Gode skind for gode skind, godt tang for godt tang og hvad ved jeg ♥

Hvorfor sætter spiselig tang sig fast mellem tænderne?

Jeg har ikke lige noget andet godt

billede af egen produktion at

dele på temaet end dette,

der viser små tangstumper

af Søl i forstørret tilstand ♥

Det er Trænings- og Kostekspert

Ida Regitze Krag

der kommenterer:

http://iform.dk/blog/malins-blog/mmm-tang

Hmmm...

Ja.

Hvorfor sætter små stumper

af spiselig tang sig typisk

fast mellem tænderne,

og kommer først fri hen

under dagen?

Tjah...

Tænderne er bygget tættere sammen

end fornuftigt er i forhold til god tandhygiejne.

Kan man fjerne alle de skadelige bakterier

med tandbørsten man ivrigt bruger?

Nej!!!

Det ved tang godt

og derfor forsøger det

at reducere de skadelige virkninger

af uheldige bakterier, der hele tiden udvikler

sig i mundhulen vores, bare fordi vi er

levende og derfor spiser.

Det vildeste eksempel jeg så derpå

var kusine Margalit, der gik fra

tandlægen med en carius i en tand,

spiste meget Søl i en periode

og næste gang hun kom til

tandlægen var

Carius

Dead and Gone ♥

Jeg må indrømme
jeg var en tvivler,
omend nødigt
siden Margalit er så kær.

Så kom hun siden med en historie
om en kær lille mandlig ven
af hendes, der havde fået
kræftsvulster til at
skrumpe, blot ved
hjælp af at tygge
det samme
Sølle Tang
hver
eneste
morgen...

Tog jeg det for gode varer?
Hvorfor fanden skal jeg
være så skeptisk
når hardcore evidens
smides lige op i snotten på mig?

Er det måske bare fordi, det ikke lige er
mig, Him Self der har prøvet det af
på egen krop?

Hmmm... andre menneskers
gode erfaringer med
spiselig tang er
måske også
en smule
værd
♥

Det er jo trods alt i højere grad
et fælles projekt end et
individuelt
♥

Kan den ene have tang i maden, når den anden ikke vil?

Nu er det jo på ingen måder sådan,

min hustru forsager tang som

noget prisværdigt. Hun foretrækker

bare at indtage det som kapsler i forbindelse

med morgenmaden og skyller da også nogle kapsler

med fiskeolie (tangolie) ned.

Jeg vil for tiden også gerne have det

med i aftensmaden, da det virker

bedre for mig end det engang

gjorde.

Margot har haft en oksehalesuppe igang

det meste af vor vågne tid denne søndag.

Vi skal spise den lige om lidt og

her dufter bare super.

For en fem timer siden satte

jeg granulatet af Buletang

der ses i den lille skål

igang med at bløde op.

Tanken er:

Det tilsætter jeg så gu

da bare til min portion

af den gode suppe ♥

Ofte er det kvinden,

der gerne vil noget med tang

og manden vil ikke.

Så:

Dette er et lille fif

til Jer kvinder,

der gerne

vil bruge

tang i

maden,

men lever

sammen med

en mand, der på

ingen måder vil.

Det er jo upraktisk

at lave to hold mad

i den samme lille

husholdning

♥

Hmm...
(Jeg har altid ham fætteren
der står på nakken af mig og
stiller bedre spørgsmål
end jeg kan lade være
med at svare på ♥)

Hvordan smagte det så,
når det bare blev tilsat til sidst
i processen uden at have gjort god
virkning på maden og hvad var
virkningen i organismen din
det alligevel var med?

Tjah... Fætter min.
Det havde ingen god smag
givet til maden vores.
Men det var nemt at tygge,
kroppen min var glad ved at mærke
det var med og mit energiniveau
steg betragteligt derved.
Hmmm... Er det noget værd,
spørger han så?
Tjah, svarer jeg.
Jeg var i det mindste
ikke vinter-ked-af-det.

Det føltes som lige så godt
som Sankt Hans ♥

Hvad er hjernestyrkende ud over spiselig tang?

I min tid som praktiserende socialrådgiver

var nok den største frustration at ekspedere

en hærskare af forholdsvis unge mennesker

over på førtidspension,

hvilket vi gjorde nærmest automatisk

når klienten kom anstigende med brev

fra lægen, hvor i der stod:

"Det vurderes at pågældende

kun har en ubetydelig erhvervsevne

i behold,

hvorfor der indstilles

til højeste førtidspension på grund af en af

cortisol invalideret Hipocampus".

Det var nemme sager

der gik glat igennem,

men, tænkte jeg ved mig

selv, Hmmm... De får lidt

at leve af, men hvad er det

for et liv at leve, når man

heller ikke i fritiden kan

udrette noget af

betydning for

sig selv og

sine

nærmeste?

Uendeligt trist

synes jeg det var,

velvidende prognosen

var et liv med en eller anden

tiltagende form for demens.

Måske er det en skæbnens

skæve ironi, jeg selv skulle komme

til at pådrage mig en diagnosticeret

kronisk stresslidelse, der uvægerligt

producerer for meget af stresshormonet

cortisol ♥

Ho Ho.

Gå i adfærdsterapi

og lær at modificere

din egen adfærd,

så du undgår

at reagere

psykisk,

således

som du gør

hver eneste evige gang

du genoplever noget tilsvarende,

der blot minder om begivenheden

der udløste din panikangst.

Jeg giver ikke så meget

som fem flade ører

for det, men

skal da ikke udelukke

der findes andre, der

kan gøre gavn af det

:-)

Hmmm...

Er jeg så også

på førtidspension

i en alder, hvor jeg kun

er i de tidlige halvtredsere,

med mange år tilbage inden

pensionsalderen?

Nixen Bixen ♥

Alle der har interesseret sig for det

ved menneskehjernen rummer

et kæmpe uudnyttet potentiale,

men nok ikke lige hvordan

det aktiveres ;-)

Jeg har flere gange fortalt historien om,

hvordan spiselig tang i min hverdagsmad

stimulerer stamcellerne i min Hipocampus

til hen over nattens hvile at skabe nye neuroner

til erstatning for de der den foregående dag

gik tabt.

Det føles som en

neverending good fairytale

hver eneste ene morgen at

vågne op, frisk som en havørn

med neuroner, der er endnu

klogere, end de, jeg havde

da jeg gik i seng.

Det giver sig udtryk

i en indre vished

for hvordan

udfordringer

kan tackles,

jeg slet ikke

kunne se mig ud af

på vej i seng.

Det virker som regel

fortrinligt udemærket

i løbet af den nye dag

♥

Nå.

Hvad er der så ellers af muligheder

for at styrke Hipocampus?

Jo. Jeg lærte i en radioudsendelse

for mange år tilbage, det er rigtigt

godt styrkende for Hipocampus simpelthen

at lade øjnene betragte de store, åbne vidder.

Hmmm... Hvordan lige bære sig ad med det,

når man ikke bor sådan et sted eller har det

meget tæt på?

Igennem en lang årrække har jeg som

betalende medlem af det afviklede

website Webshots samlet de

smukkeste billeder af

åbne vidder.

Billederne er nu givet fri

i og med krypteringen

af dem er ophævet

af de nye ejere

af det gamle

websted.

Jeg har skåret dem til som

jeg selv ynder at se dem

og tillader mig at dele dem:

https://plus.google.com/photos/

116444972314790300169/albums/5835477364543159537

At sidde sent om aftenen

og falde ned på jorden

mens man iagtager

disse billeder

som slideshow

og lytter til

yndefuld

stille musik,

er meget givende

♥

Amerikanske

hjerneforskere

har udviklet websitet

www.lumosity.com

Deres teori er, det er muligt

at træne hjernen til at producere

nye neuroner, der udvikler ens

kognitive egenskaber.

Det er små spil man kan spille.

Jeg gør det selv og kan kun

anbefale det.

Det tager kun 15 minutter dagligt :-)
Det koster et mindre beløb
efter en kortere prøveperiode.
De penge er givet godt ud.
For øvrigt får man en
mulighed for at sammenligne
sig selv med andre af samme
køn på samme alder.
Min hukommelse
og min opmærksomhed/
væren tilstede i nuet,
ligger dobbelt så højt
som mine jævnaldrende,
men kan selvfølgelig
udvikles yderligere
♥

Pølse med kartofler og tangsovs

Jeg stod for fremstillingen af aftensmaden i går.

Sovsen ser tyk og fed ud, nærmest geléagtig ♥

Jeg ristede en tsk tørrede brændenælder

en tsk tørret timian, en ½ tsk Maldonsalt
1 tsk Limepepper

og en ½ tsk granuleret Buletang

i lidt andefedt tilovers fra Juleanden.

Overhældte det med lidt kogende vand

og tilsatte mere kogt vand

efterhånden som det kogte ind.

Muligvis er det polysakkariderne

fra Buletangen der skaber den

geléagtige virkning.

Sovsen er ikke jævnet

med andet end

Maizena

♥

Johns history of how to get involved with seaweed

Once again I qoute John Lewallen ♥♥♥

A Healing Food For Our Era The Aboriginal Native Seaweed Connection by John Lewallen   When people don't use plants they get scarce.  You must use them so they come up again.  All plants are like that.  If they're not gothered from, or talked to, or cared about, they'll die.   - Mabel McKay, Pomo Elder, quoted in News From Native California When I first moved "back to the land" from Oakland to Mendocino County with my family in the late 1970s, I had no idea that Aboriginal Native Americans have been harvesting seaweed on the Northern California Coast for many thousands of years. In those days we enjoyed visiting an undeveloped hot spring just south of the Mendocino County border in Sonoma.  "Skaggs Springs" bubbled gently into a cool stream which meandered through an ancient oak grove. One Christmas Eve, Eleanor and I were soaking at Skaggs Springs when out of the mist came Bevan Trembly, a grinning readheaded man wearing a rainbow-colored watch cap.  Bevan informed us that the springs was the site of an indigenous Kashaya Pomo village called "Ka Ho Wa Ni."  A dam construction project was about to put this beautiful place, where the waters, trees and sedge grasses used in basket making had been infused with millennia of Kashaya love and worship, at the bottom of  Lake Sonoma. During the political fight to stop Warm Springs Dam we met Bevan's friend, Kashaya Elder Laura Somersol.  Then in her eighties, Laura Somersol was a world-famous basket maker.  She appreciated the tan oak acorns I would collect for her in the fall, which she used to make acorn mush, the staple of the traditional Kashaya diet. Laura Somersol told us that all her life she had loved harvesting seaweed with her family.  The Kashaya call the seaweed they harvest mei bil, sea leaf.  Mrs. Somersol said the mei bil would appear as early as February, growing on rocks "like a permanent wave."  She showed me the wide-mesh rinsing basket used by her grandfather to rinse sand and shellfish from the mei bil in to the sea. The Kashaya have a saying, Bevan Trembly told me.  "When the grass is growing, the sseaweed is growing.  When the grass is gone, the seaweed is gone." Gradually I figured out that mei bil is Porphyra, nori.  I took a sample of my first nori harvest to Laura Somersol, who confirmed that I had found the Aboriginal Native Americans' favorite seaweed from among the hundreds of species of marine algae growing on the Mendocino Coast. Every year thereafter I saved some of the earliest, tenderest nori harvest for Laura Somersol.  I made sure never to rinse hers in fresh water, which would ruin the taste of the mei bil for Aboriginal Native Americans. The best mei bil harvest is in the late winter or early spring.  Whole clans visit their rocky seashore to gather tender young blades, pulling them from the rocks and drying them in thin mats on nearby tables, sheets, logs or rocks.  Sandy blades are rinsed in the sea.  It is a joyous, communal time, an ancient earth-bonding in a difficult modern era. Aboriginal Natives usually deep-fry the mei bil in fat, making a crisp, tasty, nutritious food enjoyed all year. To me, mei bil is blood, the blood of earthsea given by the Great Spirit to the people of the bioregion.  Nori is black, but if it decays slightly it bleeds red as a human wound.  "Nori tastes like my own blood, " Maine wildcrafter Larch Hanson has written. I oppose all government restrictions, seasons and limits imposed on Aboriginal native American seaweed harvesters.  It is arrogant and genocidal to interfere with Aboriginal Native seaweed harvesting, with a spiritual attunement and seasonal rhythm which has evolved over thousands of years.  Aboriginal Native people need mei bil for physical and spiritual wholeness. Laura Somersol passed away a few years ago, and Ka Ho Wa Ni hot springs now is part of the bottom of Lake Sonoma.  Still the mei bil blooms yearly on the Mendocino Coast, and Aboriginal Native Americans come to the seashore to harvest seaweed.  May I always have Aboriginal Native American friends for whom to harvest the best spring nori in gratitude!

Lærke stiller spørgsmål om spiselig tang og får svar

En kvinde ved navn Lærke har henvendt sig til mig med nogle gode spørgsmål om spiselig tang. 

Jeg har fået hendes tilladelse til at besvare spørgsmålene offenligt.

Jeg tænkte Hmmm... Det kunne jo være, der er andre, der har den samme nysgerrighed og godt kunne tænke sig at få den tilfredsstillet ;-)

Spørgsmål: Jeg er meget interesseret i at bruge tang i vores hverdagsmad. 

Jeg har læst noget af det, du har skrevet på din hjemmeside, blogs m.m. og det lyder jo som om, at det kun kan gå for langsomt med at få noget mere tang i maden :-). 

Jeg hæfter mig ved, at det er nogle bestemte tang-typer, hvor der er risiko for tungmetaller i tangen - jeg er generelt meget opmærksom på tungmetaller (hvorfor jeg heller ikke spiser fiskeolie, selvom det skulle være renset, og derfor er udsigten til at kunne få mere omega3 gennem tang meget interessant).

Svar: De eneste tangarter vi bliver opfordret til at passe på er Butblæret sargassotang fra eget og udenlandsk farvand og Hizikitang fra Japan på grund af et stort indhold af uorganisk Arsen.
Så har der også været advarsel om kainsyre i Søl tang. Efterfølgende undersøgelser har vist, et menneske skal indtage så store mængder af Søl dagligt, det er praktisk taget umuligt at blive forgiftet af det. I Irland er Søl ifølge den irske læge Prannie Rhatigan folkemedicinsk blevet brugt til at fjerne indvoldsorm. De tåler det ej i den meget lille mængde hvori det forekommer ♥

Selvfølgelig skal vi være opmærksom på giftige stoffer i miljøet, der ophober sig i os og skader os. Vi kan jo bare ikke undgå dem fuldkomment. 

Tidligere i livet brugte jeg rigtig meget tid på at være ængstelig ved tanken om, hvad vi får af giftigheder gennem fødekæderne, ved at trække vejret, ved at drikke vand og hvad vi i øvrigt modtager :-(

Det herlige ♥ er, i særdeleshed de brune tangarter, hvor til Blæretangsfamilien hører, indeholder stoffer, der helt af sig selv renser os for såvel ophobede giftigheder som nyligt tilkomne, når blot man bruger det dagligt i maden. 
Der findes andre afgiftningskure, men der er ingen der er så effektiv som det tang tilbyder. 
Jeg har lavet en større reportage om det og der kommer fortsat ny evidens for påstanden. Billedreportagen med links til videnskabelige rapporter kan læses her:

https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/

TangKanUdrenseGiftigeTungmetallerFraVoresKrop

I et af de videnskabelige forsøg er rotter blevet tvangsfodret med en af de allergiftigste stoffer: dioxin. Rotterne får så Hizikitang i foderet, der hjælper dem til at udskille dioxinen. Så kan man jo så undre sig over, at selv Hiziki har denne egenskab. Mon Hiziki så også fjerner hvad man måtte have i vævet af lagret uorganisk arsen + lader være med at frigøre det arsen i kroppen, det selv indeholder?
Det er dybt forunderligt tang synes at have en evne til at vælge imellem hvad vore celler har brug for at få tilført af mineraler og sporstoffer, og hvad der under ingen omstændigheder bør forefindes i os af miljøgifte. 

Cellerne får fra tang hvad de har brug for og bliver renset for hvad der ej bør forekomme i dem ♥

Jeg kan slet ikke sige, jeg er færdig med at forstå det. 
Forklare det kan lade sig gøre kan jeg heller slet ikke, 
men jeg har selv oplevet hvad det er og hvad det giver, 
endelig at føle sig fri af belastende miljøgifte.

Det giver sig blandt andet udtryk på den måde, jeg løbende bliver rengjort så grundigt indvendigt, jeg har meget mindre brug for at vaske den ydre krop end tidligere. Faktisk er jeg siden maj 2012 kun blevet vasket de mest kritiske steder med engangsvaskeklude, man bruger på hospitaler og plejehjem til mennesker der ikke kan gå i bad. Det er nok. Jeg har på ingen måde nogen ilde kropslugt ♥

Håret vasker jeg hver morgen i koldt vand, overhuden til hovedet jeg bærer diskret mellem benene bliver rengjort med lunkent vand når tiltrængt, snavs der alligevel trænger ud gennem huden bliver gnubbet af når tiltrængt med vaskekludene
og fødderne holder jeg i orden med Wellness tangfodbad suppleret med kludene der rengør ♥

Spørgsmål: Hvilke tangtyper vil du anbefale at man spiser? Jeg tænker også på at undgå dem med meget højt iodindhold.

Svar: Til dagligt forbrug bruger jeg selv det tang, der har det laveste indhold af jod.

Det er Wakame der også forhandles fra Norden som Vingetang. Det er Noritang vi har i eget farvand som Purpurhinde. Det er Søl tang de kalder Dulse i resten af verden og det er hele familien Blæretang, vi har rigeligt af i eget farvand såvel som hele den nordiske halvkugle.

Kulturer der gennem årtusinder har opretholdt at bruge tang dagligt tåler 100 gange mere jod end os, der lagde det bag os i slutningen af Vikingetiden, da de katolske missionærer lærte os at betragte det som ussel føde, kun en hungrende fattigmand vil sætte tænderne i. 

Jeg ved ikke hvor mange generationer med tang der skal gå før vi tåler lige så meget jod. Men det er nok flere end én :-)

Spørgsmål: Er der samme sundhedsudbytte ved at spise tang, hvad enten det er frisk, tørret eller ristet?

Svar: Det maximale sundhedsudbytte kommer fra tang der er lufttørret ved lav temperatur. Det mister en smule næringsværdi ved at blive ristet, men det er så lidt det ikke tæller for alvor (15%) ♥

Spørgsmål: Jeg kan læse at du (eller måske rettere WHO) anbefaler at man max får 1000 mikrogram iod om dagen, hvordan ved man, hvor meget det er i forhold til mængden af tang?

Svar: Siden jeg for flere år siden udgav "min" jodvejledning Lærke

er jeg blevet væsenligt klogere på spørgsmålet, ligeledes ved at studere WHO og FAO. Den amerikanske forsker Jane Teas gjorde mig opmærksom på dette dokument, de har udgivet: http://www.fao.org/docrep/004/Y2809E/y2809e0i.htm

Ved at studere i særdeleshed tabel 38 får man en meget nuanceret viden om, hvor meget jod en vesterlænding tåler i modsætning til de langvarigt tangforbrugende kulturer.

Børn i alderen 1-12 år tåler 50 mikrogram jod pr. kilo kropsvægt. Det er så bare at gange op med barnets konkrete vægt. Et barn med en vægt på 35 kilo tåler således 1.750 mikrogram jod.
En voksen tåler 30 mikrogram jod pr. kilo kropsvægt. Vejer man f.eks. 72 kilo er det 2.160 mikrogram jod, osv.

Hverken børn eller voksne kan konsumere meget mere end ét gram tørret tang af Blæretangsfamilien dagligt, svarende til ti gram netop plukket eller opblødt, uden at blive mere mæt end sjovt er. Et tørret gram indeholder 6-800 mikrogram jod. Det tåler et barn allerede ved en vægt på 16 kilo.

Men selv for tidligt fødte og spædbørn op til 1 års alderen tåler væsenligt mere end hidtil antaget.

Så står der, disse tal kun er muligvis sikre. 
Jeg har holdt det op imod, at meget tangforbrugende kulturer får helt op til 200.000 mikrogram jod dagligt fra tangen.
De nævnte tal for hvad andre børn og voksne kan tåle er ca. 1% deraf.

Ved at eksperimentere med det personligt er det min erfaring, det er meget mere sikkert at få omkring 1.000 mikrogram jod dagligt fra tang, end det er at overskride min egen personlige grænse, hvilket jeg gjorde systematisk gennem 1½ år, hvor jeg fik omkring 7.000 mikrogram jod dagligt fra tang. Mon ikke det også skulle kunne gælde i andres tilfælde?

Spørgsmål: Jeg kan også læse, at du anbefaler at man spiser tangkapsler, kan man ikke ligeså godt snacke noget tørret tang i løbet af dagen? det er vel sjovere? Jeg er ikke så meget for kosttilskud;-)

Svar: Det kan man udemærket Lærke:

Jeg går ofte selv og gnaver i sådan noget som på billedet inden jeg spiser noget som helst andet, efter jeg er vågnet. Det tricker mig stadigvæk ud, jeg bliver så mæt af det og får så god energi, at der resten af dagen er et meget mindre behov for mad, søde sager, sodavand og hvad ved jeg.
Det er simpelthen for mærkeligt i forhold til mine forestillinger om ting.
Men jeg hygger mig meget godt med det ♥

Spørgsmål: Jeg har en datter på 7 år, der er glad for at lave sushiruller med tang. Kan man få den slags tangplader med dansk tang? Hvis ikke kender du så til en type af sushitangplader, du kan anbefale? Jeg ved intet om japansk og kinesisk fødevareproduktion, men jeg er ikke vildt begejstret for kinesisk producerede varer, dette er måske fordomsfuldt, men jeg ved, hvordan de f.eks. producerer tigerrejer i store forurende "vandbure", så derfor har jeg en idé om, at deres produktionsmetoder ikke altid giver sunde produkter. Derfor vil jeg også gerne købe dansk tang.

Svar: Endnu er der ingen produktion i Danmark af tangpladerne man bruger til at rulle ris og andet tilbehør ind i, men muligheden for at det kan dyrkes og fremstilles herhjemme er til stede. Det mørke tang på det første billede er den samme tang de i østen bruger til at dyrke på liner, for at producere råstoffet til sushiplader. Det hedder Purpurhinde på dansk og når det kan vokse af sig selv i havet kan det også podes til at vokse på liner i havbrug i dansk farvand. Nogen har allerede eksperimenteret herhjemme med privat at lave Sushiplader af vildtvoksende Purpurhinde. Det gøres på samme måde som man fremstillede papir oprindeligt og måske derfor hedder tangarten også Porphyra ♥

Jeg tror på ingen måde vi behøver at være bekymret over Sushipladerne vi kan købe i ethvert supermarked efterhånden fra østen. Der laves kvalitetskontrol på det når det ankommer her til landet og mig bekendt er der intet af det, der har været nogen grund til at afvise. 

Spørgsmål: Ved du om der findes arrangerede ture, hvor man kommer ud at samle tang og lære de forskellige arter at kende?

Svar: Hold godt øje med hvad vores Maritime Naturvejledere tilbyder af udflugter, hvor man kan lære de forskellige arter at kende. Der er efterhånden flere af dem rundt i landet, der i kraft af deres af det offentlige betalte job gør noget særligt ud af at gøre én bekendt med hvad de enkelte tangarter hedder og hvordan man kan plukke dem.
Personligt kan jeg anbefale Pia Rørbech på Samsø. Hende kan man Google og træffe aftale med om at komme ud. Hun ved rigtigt meget om det.

Iøvrigt har jeg lavet en Manual for at høste sin egen tang, jeg endda har planer om at opdatere, da det er tiltrængt ♥

http://tangmadfrahav.blogspot.dk/2012/04/manual-for-hst-af-dansk-vild-tang.html

Speach given by Grandfather Ocean to Seaweedlovers

Grandfather Ocean is John Lewallen, The Founder of Mendocino Sea Vegetable Company seaweed.net
I let him speak on his own since I think it is a wonderful speach ♥♥♥:

 

Seaweed Speaks

©2013 by John Lewallen

            Wild seaweed loves people. Timeless, infinitely powerful, shimmering, undulating in the phantasmagoric, psychedelic intertidal, wild seaweed whispers to its human lovers:

            Come hither! You are my beloved children. My body is your body. My elements are your elements.  You are seas and oceans walking on land!          

            Now I summon the seaweed people to come unto me in awe, with love and respect. Know me as sacred food, healing nourishment to help you live in delight through the fear-driven madness of radioactive warfare and petrochemical pollution.

            Come in the spring and summer days, when the kiss of abundant sunshine awakens my rapid, prolific blade growth. Come on the days and hours around new moons and full moons, when Sun, Earth and Moon hold hands; when, sighing, the oceans recede in deep low tides, revealing the iridescent, multi-colored, shape-shifting, ecstatic orgy of my season of reproduction.

            My sporing bodies, my blades of egg and sperm, I offer freely and abundantly to you as eternally regenerating food. Eat me fresh from the rocks and know the full power of my subtle tastes, the full surge of ocean elements delighting your body. Use your sacred hands to carefully trim my blades in their prime, just before we dissolve in an orgasm, making a frothy, milky foam of spores, sperm and eggs in the nearshore ocean waters. Rapidly and completely dry my delectable blades in the sunlight which gives all life, with reverential love and care, store me cool, dark and dry, and I will feed you essential nutrients for many winters.

            Treat me with love, respect, and generosity, and know the mystical power of harvesting within the natural flow. Slash me greedily and poison me, and know the Hell on Earth which comes from scorning and attacking your sacred friends and allies, the pandemic disease arising from polluting the source of your life.

            Do not fear destroying me. You cannot know the countless eons I have lived. I ate the flesh and bones of the dinosaurs, just as I will eat the ashes and remains of your bodies when your time comes. To me, ten thousand years is but a fleeting instant.

            If you chop me up, I will proliferate vegetatively and spread far and wide. Pollute the seas, and I will gather and absorb pollutants along with all other elements dissolved in ocean water. With my holdfasts I cling to offshore oil rigs and all other structures in the ocean, making them my home.  I ride the hulls of ships, invading new habitats worldwide.

            You know both love and fear. I am pure love, the love that drives and suffuses all creation. What makes some of you think you have a unique and separate identity, as if each bullwhip kelp had a separate soul?

            I love your songs and offerings of your personal beauty made at sea’s edge before you take my life-giving offerings to you. You are here to create and share your unique beauty.

            Nurture all humanity, and you will nurture yourselves. Continue your wars and worship of personal greed, and your elaborate global electronic civilization will collapse, driving survivors back to the timeless, indestructible intertidal zone for food.

            Devotees of seaweed, hear our call to bring our nutritious, healing powers to all humanity! You may come to realize that seaweed loves people unconditionally and infinitely. Seaweed loves all you people more than you love yourselves! 

En sandfærdig historie om et lækkert tangsalt

Der var engang for ikke så forfærdeligt længe siden,

et lyst hovede i det engelske sundshedsministerium

fik en strålende ide.

Hmmm... Tænkte vedkommende.

Vi ved vores befolkning får i gennemsnit 9 gram kogesalt om dagen

i industrielt forarbejdet hverdagsmad.

Vi ved det salt i høj grad belaster vores sundhedsudgifter

i form af hjerte/kar sygdomme, der er forårsaget af dette salt.

Hmmm... Af for nationens pengepungs gode grunde bør vi

have os et salt, der er lige så godt eller endda bedre til

at give god smag til maden og som ikke har de

samme skadelige virkninger.

Der blev tygget godt på den ide.

Den vandt den gode genklang en god ide bør få.

Det blev besluttet, at give i opgave til forskere

ved Sheffield Hallam University:

Opfind et salt, folk synes smager rigtigt godt,

men som har mindst muligt af

natriums skadelige virkninger.

Der blev sendt bud til universitetet

om denne epokegørende opgave at udføre.

Forskerne rev sig i håret:

Hmmm...

Hvad at gøre at gribe i?

Man lavede research og fandt ud af,

en mand ved navn Simon Bernard Ranger

allerede havde leget med tanken om et

salt, der både indeholder mindst muligt natriumsalt/

mest muligt kaliumsalt og så var der jo foruden

også tang i, forskerne fra anden side vidste

er en fordelagtig ting at have med i

befolkningens hverdagsmad.

De fik godt samarbejde indbyrdes

og brugte 5 år på at forske i saltet.

Bruge det i industrielt forarbejdet mad

sammen med interesserede fødevareindustrifolk.

Afprøve smagen af det på større grupper

af befolkningen og hvad ved jeg?

Jeg ved bare det endda i sig selv

smager som et eventyr af en 

anden verden, man nok

skal være Christine

Feldthaus for 

helt at kunne

sætte ord på.

Det korte af det lange er,

produktet har den kanone succes

i England det ganske glimrende fortjener.

Det er endda slet ikke det allerbedste.

Det allerbedste er, det er supernemt for

en dansker at få fat i det.

Jeg har selv prøvekøbt det,

bare af nysgerrighed ;-)

Man kan købe det lige her ved sin computer

i løbet af to minutter og så klarer postvæsnet resten

lige hjem i kassen, hvor man får den slags

eller endda leveret ved døren, hvor der

ringes på:

www.oceansofgoodness.co.uk

Højere udnyttelsesgrad af maden takket være tang?

Det er blevet hverdag igen og dermed tid

til at løbe fra ethvert nytårsfortsæt

om en slankere linie og en bedre

kondition. Øv, for så står man

jo dér igen med sin dårlige

samvittighed

der er sådan en træls livspartner.

At opnå de ønskede resultater har

de fleste af os jo ikke selvdisciplin

nok til at gennemføre.

Hmmm...

Hvad nu hvis de gode resultater

kunne opnås stille og roligt over tid,

fuldkomment uanstrengt?

Kunne det ikke bare

være lækkert???

Det gode nytårsbudskab er:

Det kán lade sig gøre

helt af sig selv,

når blot man

integrerer

en lille

smule

tang

i

dagens

måltider.
Jeg viser skålen
af mine håndflader frem
for at fortælle, det lader
sig gøre at blive fuldkomment
mæt af det mad, der kan ligge
dér uden for meget top,
når blot der er tilsat
en lille smule tang
til det mad.
Tang svulmer
så meget op
i mavesækken
og tarmene,
at det fylder
nogenlunde
lige så meget
som rumindholdet
i "håndskålen".

Tangen i maden stimulerer skjoldbruskkirtlen

til at producere hormoner, der stille og roligt

brænder det unødvendige fedt væk fra kroppen/

omsætter det til energi, man bliver mere energisk

af + man som bonus helt af sig selv får en væsentligere

mindre trang til søde sager mellem måltiderne.

Eneste disciplin det kræver er,

at stoppe ganske lidt tang ind

i særligt dagens første

måltider

;-) :-)

:-)

Hvordan servere spiselig tang for kæledyrene?

Naturligvis skal kæledyrene også nyde fordel

af spiselig tang. Men hvordan lige tilsætte

det til deres kost og hvor får man fat

i noget, der er nemt at gå til???

Jo. Man kan tage til stranden, plukke noget,

tørre det, lave granulat ud af det og tilsætte

det til deres vådkost.

Jeg er blevet spurgt, om jeg sælger tangpulver.

Det gør jeg ikke. Men det er der andre der gør,

hvor det er supernemt at købe ind og få

bragt lige nøjagtigt til døren.

Granulatet på teskeen er Buletang,

Ascophyllum nodosum.

Jeg har købt det til vores hankat Comet,

men det kan lige så vel bruges til hunde,

heste og hvorfor ikke alle andre husdyr?

Det er høstet af det engelske firma Seagreens

i det nordligste Skotland og nænsomt malet

til granulat.

Jeg har købt det online her:

http://www.oceansofgoodness.co.uk/Products.aspx

Kan man blive forelsket i spiselig tang?

Jeg har spist det her som eneste morgenmad

de sidste par dage.

Det er blødt.

Selv stilkene bløder op og er nemme at tygge

efter kort tids tygning.

Det smager frugtagtigt hen efter tørrede abrikoser.

Har en vis sødme, men er også lækkert salt i smagen.

Og så er der noter af sød tobak.

Hvad har det med forelskelse at gøre?

Jo.

Efter at have spist det var jeg dejligt mæt.

Jeg havde det inden i som man har det

når man er forelsket.

Det varede rigtigt mange timer,

faktisk mere end en hel arbejdsdag.

Jeg spiste dog også noget andet

mad, lige som jeg altid gør.

Men slet ikke så meget som ellers.

Derfor titulerede jeg en overgang

mig selv som tangelsker.

Hmmm...

Elsker at spise tang

bare fordi man kommer

ind i den samme overskudsenergi

man har, når man er forelsket.

Hmmm...
Hvorfor holdt du så op med
med at titulere dig selv
som tangelsker,
du jo er?

Tjah... Jooo...
Der var jo kun ganske få
der kunne følge med til det
dengang, og alt for meget til en side
er jo heller ikke alt for morsomt
at stå.
Det kan man jo
så bare gøre om bagfra.

Og Ho Ho Ho.

Det kan lade sig gøre

i én selv ganske alene,

uden hjælp fra nogen andre.

Det er jo en fordel :-)

Måske indtræder den samme virkning

ikke lige hurtigt i alle tilfælde,

hvor det indtages dagligt.

For mit eget vedkommende

skete det inden for de

første fjorten dage.

Hjælp!!!

Så har du snart

været nyforelsket i 8 år

i streg......

Jo jo.

Og hvad så?

Var det måske ikke værre

at have været deprimeret snart

8 år i træk?

Livet er så meget nemmere

at have med at gøre

når man

elsker

;-)

Sundhedsanprisninger på spiselig tang?

Som forhandler af spiselig tang må jeg i princippet ikke fremkomme med sundhedsanprisninger på mine produkter på nordisk-tang.dk

Nu har jeg imidlertid gjort op med mig selv:

Jeg er et hovedaktiv i en akademisk kampagne, der drejer sig om at åbne befolkningens øjne for det faktum, der er så meget godt at komme efter i tang for helbred og vitalitet, det overskygger hvad der måtte være af risiko ved det.

Jeg er selv en af de, der har oplevet, det er sådan det er og ingen er i tvivl om, jeg deler mine oplevelser, der bakkes op af hvad forskerne fortæller, der er gevinster ved at bruge tang i hverdagsmaden.

Er der nogen der vil udfordre mig på, jeg skal holde kaje med mine sundhedsanprisninger på tang, så kan de sådan set bare komme an :-)

Jeg lægger ej længere fingrene imellem, om jeg (LOL) nogensinde har gjort det, med hensyn til sublimt at prise selv dansk, spiselig tang for det helt unikke bidrag det har at yde til den grundlæggende folkesundhed.

Ho Ho, sagde en vis Herre ;-)
Om jeg har et nytårsfortsæt er det dette.

Powerfood fra Havet TO GO

Jeg vågnede

frisk og frejdig

nytårsdag

med kun én tanke

i hovedet:

Jeg skal have mig en mad

med noget torskelever

noget rødløg,

syltet Lav klørtang

og Ramsløgskapers.

Nå. Er det så Powerfood

man kommer i hug

og gear af?

Jo jo, mon ikke.

Hvad jeg ej allerede

har fået udrettet i dag

og så meget god energi

der endnu er til overs.

Morgenmaden, en

bolle med ost,

har jeg gemt

til eftermiddagsmad.

Men Ho Ho,

tror du jeg er sulten

nu her halvsent

på eftermiddagen?

Næh Næh.

Netop ikke.

Den kraft der lige nu

gør så god virkning i mig,

det er den overlegne styrke

det tilkom vikingerne

at gøre gavn af,

såvel som det

dagligt tilkommer

de naturfolkeslag vi har

der gennem årtusinder

har overholdt

Bedstemor Havs

første bud,

om spiseligt tang

med i dagens første måltid.

Fra glasset drikker jeg Snaps

af Savtang :-)